Der findes mange parasitter i vore firbenede venners verden!
En parasit er en organisme, der ernærer og formerer sig på et andet individ. Parasitter opdeles generelt i ektoparasitter ( parasitter udenfor værten ) og endoparasitter ( parasitter indeni værten).
De typisk forekommende ektoparasitter hos vore kæledyr er lopper, lus, flåter, øremider, skabmider, hårsækmider samt rovmider.
Disse parasitter er årsag til rigtig mange henvendelser hos dyrlægen. Som oftest sker henvendelsen på grund af et tilstødende hudrelateret problem hos hunden eller katten. I de fleste tilfælde registrerer kæledyrets ejer, at hunden eller katten ” lopper ” sig i større grad end sædvanlig.
Efter en kort periode med øget kløe, vil de fleste hunde og katte udvikle sår af en eller anden karakter – det er som oftest på dette tidspunkt, kæledyrets ejer søger dyrlæge.
Lopper
Loppen er nok den oftest forekommende parasit hos hunden og katten. I dag er det i langt de fleste tilfælde katteloppen, der beboer kæledyrerne. Dette skyldes, at katteloppen trives rigtig godt med vores boligformer – varmt og tørt.
Loppens livscyklus består af 4 stadier ( æg->larve->puppe->voksen ). Regner man med en population på i alt 100 %, vil 5 % være voksne lopper, 50 % vil være æg, 15 % vil være pupper og de resterende 35 % vil udgøres af pupper! Der er altså relativ set langt flere æg, pupper og larver i dyrets omgivelser end voksne individer på selve dyret.
Loppen lever gennemsnitlig ca. 10dg. og hunloppen kan i denne periode lægge 10-15 æg dagligt!
Det tager omkring 1-21 dg. for et loppeæg at klækkes. Larven forpupper sig og kan hvile i dette stadie i op til 1 ½ år.
Lopper kan dog i de fleste tilfælde holdes fra livet med den korrekte forebyggelse. Har man først fået loppen inden døre,
kan det dog kræve et lidt større tiltag at komme dem til livs!
Det kan være en god ide at veksle mellem forskellige antiloppepræparater. Rigtig mange kæledyrsejere samt dyrlæger har de senere år registreret nedsat effekt overfor lopper for enkelte præparater.
Lopper kan, udover at være et irritationsmoment for både firbenede og tobenede væsner, overføre bændelorm og give blodmangel hos hvalpe og killinger. Måske kan loppen også overføre enkelte blodsygdomme.
Stadig flere hunde og katte udvikler tillige allergi overfor loppespyt
Er der tvivl om, hvorledes forebyggelsen/behandlingen skal foretages, er det en god ide at tale med dyrlægen om problemet.
Flåter
Flåten er ikke en tæge, men derimod i familie med skabmiden samt hårsækmiden. Flåten lever i skov, krat samt tæt vegetation. For at den voksne flåt kan suge blod fra et pattedyr, skal den have gennemgået et larvestadie samt et nymfestadie.
De fleste ejere af kæledyr har registreret en stigende forekomst af flåter. Årsagen hertil ligger i mere milde vintre samt en øget bestand af vildt.
De fleste er bekendt med at flåter kan overføre forskellige blodsygdomme til både hunde, katte og mennesker.
Flåten kan som loppen forholdsvis let forhindres i at ”bosætte” sig på vor firbenede venner. Det er dog altid en god ide at efterse hunden og katten efter en tur i flåttætte områder. Findes der flåter på kæledyret bør disse straks fjernes.
Lus
Lus er i dag et forholdsvis sjældent problem blandt hunden og katten.
Øremider
Øremider hus hunden og katten ses relativ ofte. Øremiden er en lille parasit, der lever i og på huden.
Den lægger æg i gange gravet i huden. Efter ca. 21 dg. klækkes disse æg til 2. generations voksne osv. Øremideangreb er stærkt kløende og danner i de fleste tilfælde en forøget ørevoksproduktion, der ofte er mørkt i farven.
Øremiden behandles let med forskellige ektoparasittære midler.
Skab
Skab er en meget kløende hudlidelse forårsaget af en lille mide.
Oftest smittes hunden eller katten via kontakt til smittede ræve eller skabinficerede områder.
Det er således oftest jagthunde samt landlevende hunde der smittes med skab. I de fleste tilfælde ses et stærkt kløende udslæt på hoved, ører, forben samt sider.
Det er i dag muligt at påvise tilstedeværelsen af skabmiden via en blodprøve.
Derudover kan der foretages skrab af smittede hudområder i forsøg på at påvise miden.
Man kan også selv foretage en lille hjemmetest, hvor hunden eller katten gnides på øreflappen. ” Lopper ” hunden eller katten sig ved dette, kan der være tale om skabmideinfektion.
Lad dog altid dyrlægen undersøge den mistænkte patient!
Behandlingen for skab kan være langtrukken, men behandlingsresultaterne er i langt de fleste tilfælde gode.
Som oftest gives hunden et antiparasitært middel i nakken. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at vaske hunden med en antibakteriel shampoo.