Endoparasitter
Endoparasitisme hos vore kæledyr er meget udbredt. Som oftest ses endoparasittter som rundorm og bændelorm især hos de yngre individer.
Hvalpe og killinger smittes ofte i fosterstadiet i de tilfælde, hvor den drægtige tæve eller den drægtige hunkat ikke er behandlet forud for parringen.
Voksne hunde har generelt en mindre risiko for smitte, hvorimod voksne, udelevende katte meget let smittes ved indtagelse af fugle og små gnavere.
Hunden og katten bør behandles når de er smittede med indvoldsorm, og der bør generelt behandles smalspektret. Det vil sige, at dyrlægen finder frem til hvilken type indvoldsorm kæledyret er smittet med, og så anvendes der et aformningsmiddel mod den fundne type indvoldsorm.
Dette for at optimere behandlingen for det enkelte individ samt for at hindre en evt. resistensudvikling.
Ved en mistanke om endoparasitsmitte hos kæledyret, er det derfor en god ide at få lidt afføring undersøgt hos dyrlægen.
For den unge hund ( hunde < 4 år ) er det tilmed en rigtig god ide at medbringe lidt afføring ved den årlige sundhedsundersøgelse/vaccination til undersøgelse for eventuel smitte.
Enkelte endoparasitter er zoonoser – det vil sige, at de udgør en smitterisiko for os mennesker. Derfor er optimal behandling af indvoldsorm vigtig, især hvis der i husstanden er småbørn..
Idet flere og flere vælger at medbringe kæledyret på udenlandsrejser, eller importerer hunde og katte fra andre lande, ses også mere eksotisk forekommende endoparasitære lidelser. Dyrlæger landet over undersøger for eksempel i stigende grad for smitte med fransk hjerteorm hos hunde med kronisk hoste.
Rundorm
Rundorm hos hunden og katten udgøres typisk af spolorm, hageorm, piskeorm samt i mindre grad hjerteorm.
Mange voksne hunde og katte er ”latent – inficerede ” med indvoldsorm – det vil sige, at de er smittet i lav grad. I mange tilfælde er det således ikke muligt at se indvoldsorm i afføringen. Der skal således en mikroskopisk undersøgelse til hos dyrlægen for at finde spor efter smitte. Dyrlægen kan via en sådan undersøgelse finde eventuelle æg i afføringen og herunder artsbestemme dem.
Spolorm
Spolorm er meget udbredt blandt hunde og katte i Danmark. Der er tre forskellige arter, men kun en enkelt art deles af både hund og kat – ellers har hunden og katten sin helt egen spolormart. Spolormen er i stand til at smitte det ufødte foster og aktiveres efter fødslen.
Ved massiv smitte kan voksne orm ses i både opkast og afføring. Der kan også ses diarre, blodmangel, afmagring / utrivelighed, oppustethed, opkast samt bugsmerter. Hvalpe kan tillige hikke og eventuel hoste. ( hikke kan dog også ses hos hvalpe efter foderindtagelse ).
Spolormen er en zoonose – den kan smitte til mennesket. Oftest er det småbørn der smittes – og sandkassen er en klassisk smittekilde, idet katten gerne anvender sandkassen som kattebakke.
Hageorm
Hageorm ses ikke så ofte, da den som regel kun forekommer i kenneler eller hundepensioner samt ved manglende management. Hageorm ses også oftest hos de helt unge hunde, der har tendens til at skulle undersøge alt på sin vej.
Hvalpe kan smittes via tævens mælk.
Piskeorm
Piskeorm ses relativt sjældent i danmark.
Strongylider
Strongylider forekommer hos både hunden og katten. De forekommer dog sjældent i Danmark.
I de senere år er infektion med Fransk hjerteorm dog tiltaget. For få år tilbage var smitten koncentreret til hovedstadsområdet. Nu er hjerteormen også påvist andre steder i landet.
Hjerteormen har snegle samt ræven som mellemvært, og herfra smittes hunden.
Hjerteormlarver ”vandrer” fra lungevæv til hjertet i forbindelse med hoste.
Derfor vil hunde med kronisk hoste samt eventuelle hjertesymptomer mistænkes for hjerteorm.
Ved mistanke om smitte med hjerteorm undersøges tre afføringsprøver mikroskopisk for larver.
Hjerteorm behandles med forskellige præparater. Der bør altid foretages en kontrolundersøgelse af afføringen efter 1 måned samt efter 3 måneder for at sikre sig at hunden er smittefri.
En ubehandlet hund kan udskille hjerteormlarver i flere år.
Katte kan også smittes med hjerteorm - kattens hjerteorm er dog endnu ikke påvist i Danmark.
Bændelorm
Der findes mange forskellige arter af bændelorm. Den oftest forekommende ses hos både hunden og katten.
De fleste katteejere har set de karakteristiske bændelormled, indeholdende massive mængder æg.
Lopper og lus kan optræde som smittekilde – når katten eller hunden bider efter fx loppen, kan den sluge den og hermed også en masse bændelormcyster ( æg ).
I de fleste tilfælde tåler både hunde og katte smitte med bændelorm uden at udvise nogen symptomer anden end udskillelse af bændelormled.
Er der tale om massiv smitte kan der ses opkast, forstoppelse, spiseværing på grund af koliksmerter samt kløe bagtil.
Ud over rundorm og bændelorm kan både hunde og katte ( samt gnavere og fjerkræ ) smittes med coccidier af forskellig art.
Coccidier er en lille encellet parasit, der beboer forskellige afsnit af tarmsystemet
Coccidier kan foranledige symptomer, der minder om smitte med indvoldsorm. Oftest ses dog ingen eller kun svage symptomer hos voksne individer.
Som med indvoldsorm kan coccidier ikke ses med det blotte øje.