Rejse med hund og kat


Skal din hund eller kat med på ferie?

Rejse med hund og kat

Skal hunden eller katten med på rejse til udlandet skal man være opmærksom på, at der er visse krav der skal være opfyldt førend kæledyret kan følge med.​

I EU er der indført krav om kæledyrspas – dette skal sikre ens regler for rejse med kæledyr i stort set alle medlemslande.

Førend passet kan udstedes, skal hunden/katten være id-mærket med enten chip eller letlæselig tatovering.( Efter den 3-7-2011 accepteres kun chipmærkning) Det er dyrlægen, der udfylder passet med det pågældende kæledyrs identitetsoplysninger.

Prisen for udstedelse af kæledyrspasset afhænger af, hvilken behandling hunden/katten skal gennemgå samt hvilke vaccinationer der skal gives.

Dyrlægen kontrollerer, at hundens/kattens vaccinationsstatus opfylder de gældende rejseregler.

Udover de almindelige vaccinationer skal kæledyret være vaccineret mod hundegalskab (rabies) senest 3 uger før afrejse.



Som privatperson kan man rejse med op til 5 dyr.

Såfremt flere kæledyr skal med på rejsen, betragtes rejsen som kommerciel ind - og udførelse af dyr, og i denne forbindelse er andre krav gældende.

Disse krav kan oplyses på fødevarestyrelsens hjemmeside.​

Rejser man med uvaccinerede kæledyr under 3 måneder, er det ikke alle EU-lande der tillader indførelse.

Man kan via de enkelte landes veterinærmyndigheder få oplysninger om evt. særlige krav for indrejsetilladelse.

Enkelte lande som f.eks England, samt Norge kræver tillige, at kæledyret behandles for bændelorm – det er dyrlægen, der skal dokumentere, at dyret er behandlet korrekt og på rette tidspunkt inden afrejse.

Ved rejse til Norge skal kæledyret også behandles for bændelorm efter indrejsen.

Er rejsedestinationen et land udenfor EU, skal ambassaden for det pågældende land kontaktes i god tid inden afrejse og de særlige krav indhentes.

Selv om Norge ikke er medlem af EU, kræves der også kæledyrspas før indrejse.

Enkelte lande kræver, at kæledyret undergår en sundhedsundersøgelse umiddelbart inden indrejse.

Det kan virke lettere uoverskueligt med alle disse krav til rejse med kæledyret. Det er derfor altid en god ide at kontakte dyrlægen for at sikre at rejsereglementet opfyldes korrekt.